Greve Skytteforening holder fortsat lukket.

Nu er der gået 10 dage siden vi så os nødsaget til at lukke ned for alle aktiviteter i Greve Skytteforening. Og det føles allerede som en evighed.

Udsigterne til at vi igen kan sigte ud på banerne er desværre ikke for lyse. Regeringen har forlænget lukningen af Danmark til efter påske og det er naturligvis noget vi støtter op om.

Verden er heldigvis ikke gået helt i stå. Der arbejdes stadig på at gøre vores udendørsbaner klar til udendørssæsonen. En opgave der er “lidt” større i år end andre år. I år skal også vores elektroniske markeringsanlæg tages i anvendelse, så der bygges på livet løs. Ikke den letteste opgave i en tid, hvor det har regnet helt utroligt meget og alt har sejlet. Også skydebanen.


 

Som nogle af jer måske har bemærket, så var der under LDM en konkurrence, hvor deltagerne skulle tage et billede af skytterne fra foreningen, foran de til formålet opsatte DGI-baggrunde. Det var en fristelse, der blev for stor for flere af vores medlemmer og – HURRAAAA – Greve skytteforening vandt med billedet herunder.

Billedet er taget ved LDM pistol i Kirke Hyllinge og forestiller… Ja? hvem mon det er?

Gevinsten vil blive præsenteret i foreningen på et senere tidspunkt.

Der skal ikke herske tvivl om at vi savner trænings-aftnerne, divisions-skydninger og stævnerne for tiden. Det bliver så fedt igen at se Jer alle sammen på banen.

Vi er sikkert også mange, der går og venter spændt på, at der vil blive afholdt generalforsamling. Men bare rolig – så snart vi “kommer på den anden side”, bliver der indkaldt og så bliver det med de 14 dages varsel der er kravet.

Ind til da Hold ud, hold humøret oppe og lad os holde sammen ved at holde afstand!

Greve skytteforening lukker midlertidigt for ALLE aktiviteter.

I den seneste tid har vi alle oplevet, at konsekvenserne af Covid-19, bliver en større og større del af vores hverdag.

Aflysning af alle aktiviteter

Tiden kalder på samfundssind og omtanke og bestyrelsen for Greve Skytteforening har derfor besluttet at tage det ultimative skridt, at lukke ned for alle aktiviteter på ubestemt tid.

Der vil altså hverken være træning i foreningen mandage eller torsdage, ligesom mere private aftaler om træning også skal aflyses.

Generalforsamlingen udskydes

Bemærk at det også betyder at generalforsamlingen udsættes på ubestemt tid. Normalt skal en generalforsamling afholdes i marts måned ifølge vedtægterne, men da der er tale om force majeur, kan generalforsamlingen udsættes uden at det har konsekvens for klubbens eksistens.

Vi håber naturligvis at disse tiltag kommer til at være hurtigt overstået, men umiddelbart bliver det nok ikke før vi starter udendørs.

Vi sender naturligvis besked ud når vi kan genoptage aktiviteterne.

Resultatliste for Riffel og luftriffel – opdateret!

Stævnet i Greve er nu helt færdigt – og resultatlisten er opdateret med pistolresultaterne.

Ud over de 93 riffelskydninger og 65 luftriffelskydninger, blev det til 21 skydninger med standardpistol og 18 med luftpistol.

Det har været fedt at så mange har haft lyst til at lægge vejen forbi. Både torsdag, fredag og om lørdagen, hvor alle skydetider var booket. Også “pistoldagen” weekenden efter, var rigtigt pænt besøgt.

Se resultaterne i linket herunder.

Resultatliste-Greve 15m stævne