Udendørssæsonen er slut og der indføres et midlertidigt stop for optagelse af nye medlemmer.

Med dagens våbeneftersyn på udendørsbanen, er udendørssæsonen 2020 nu officielt slut. Næste gang der skydes, bliver på Arenaskolen i uge 42.

Det er tidligere meldt ud at juniorskytter i indendørssæsonen, skulle skyde på onsdage. Men da flere har givet udtryk for at det ville være problematisk (umuligt), har vi i stedet valgt at lægge de få skytter vi har i klasserne BK og Junior sammen på én skydedag.

Fordelingen er derfor…
– BK og Junior skyder på mandage.
– Pistolskytter skyder på tirsdage.
– Øvrige skyder på torsdage.

Vi opfordrer til at forældre til BK- og Juniorskytter så vidt muligt undlader at tage ophold i foreningen mens de unge mennesker skyder.

Dette er en midlertidig ordning, der vil blive evalueret. Formålet er at sprede skytterne så meget som muligt. Viser det sig at fremmødet bliver anderledes end forventet, vil vi så hurtigt som muligt, finde en anden løsning.

Midlertidigt stop for optagelse af nye medlemmer.

Af samme grund (Corona), må vi med stor ærgrelse, sige midlertidigt stop for optagelse af nye medlemmer.

Med udgangspunkt i foreningens meget begrænsede fysiske rammer under Arenaskolen og myndighedernes retningslinjer for adfærd i forbindelse med Covid-19, og ikke mindst den seneste tids rekordstore smittetal, vurderer vi at det vil være uforsvarligt at tage imod nye medlemmer pt.

Det er en udvikling vi er super ærgerlige over og foreningens bestyrelse følger naturligvis situationen nøje med henblik på så hurtigt som overhovedet muligt igen at kunne byde velkommen til nye medlemmer.

Tak for udendørssæsonen 2020 – velkommen i indendørssæsonen 2020-2021.

(fr/hr. Corona, du behøver ikke følge med)

Udgivet i Nyheder.